Vores samfund er overfyldt med muligheder, idéer og tanker – baseret på fortidens holdninger, rekonstrueret gennem tidernes uendelige foranderlighed. Samfundet ændrer sig i sammenhold med tiden der går, i sammenhold med menneskerne der lever og agerer i forhold til sig selv og andre.

Samfundet er fyldt med løse rammer og ingen struktur – individualisering og egocentri er blevet en stor del af vores alles hverdag … for 40 år siden var der tale om, at det offentlige koloniserede med det private liv … Nu er det nærmere det private der koloniserer med det offentlige. I fjernsynet overdynges vi med reality shows, som kommer meget tæt på det private hos enkeltpersoner – deres problemer, meninger, opførsel, sexliv, private synspunkter og meget andet kommer til offentlig skue – det der sker, kan aldrig blive vores andres oplevelser eller problemer, men vi kan – hvis vi vil – forsøge, at sætte os i det … eller vi kan sætte os ned med en skål popcorn, eller skårede gulerødder foran kukkassen og drage vores helt egne konklusioner og holdninger ud fra disse enkelt individers opførsel i reality shows i fjernsynet.

Hvad er det der gør, at nogle personer har en trang til at være med i shows, hvor de bliver udstillet – hvor de i fremtiden ikke kan ryste ’det kendte ansigt’ af sig, hvis de ikke længere vil kendes som bimbo’en fra ’Paradise Hotel’, eller det overstadsede selvfokuserede mandlige individ fra ’Singleliv’?

Samfundet har ændret struktur – det er ikke længere disciplinært og trygt, mulighederne er mangfoldige – og derfor kan samfundet jf. Anders Fogh Jensen klassificeres som et projektsamfund … et samfund, hvor vi skal kæmpe for at blive set – for at være unik og springe ud fra flokken, for at være den der bliver opdaget … Måske er det svaret på hvorfor der er så mange, der udstiller sig selv i reality shows – fordi de gerne vil ses, og hvordan de ses er egentlig ikke det relevante.

I et utrygt samfund som det projektære er et ja blevet til et måske, og et måske til et nej og et nej til et aldrig nogensinde… Tendensen er, at de fleste ynder at have flere projekter åbne på en og samme tid – der bliver sagt ja til flere aftaler på samme tid, for i sidste øjeblik at bestemme sig for hvilket et projekt, hvilken aftale der er den mest interessante på det nuværende tidspunkt. Det er muligt i teknologiens verden … ja, endda op til sidste minut er det muligt at aflyse, rykke eller aftale nye projekter.

Hvornår kan vi så være sikre på, at en aftale eller et projekt vi selv har sagt ja til bliver til noget? Kan vi overhovedet stole på os selv, hvis vi kan finde på at lave flere aftaler på samme tid? Og kan vi stole på andre? Er det derfor, at nogen føler sig tiltrukket til muligheden for at vise sig selv for alle – fordi der er mulighed for nye projekter der ude, og når man ikke ved hvem man kan stole på – så kan man lige så godt udstille sig selv, for at blive opdaget af nogen man måske kan stole på?

Når samfundet bliver flydende … hvordan sikrer vi os så, at alt ikke skilles ad – hvordan holder vi sammen på ting?