Det individuelle versus det almen menneskelige
Følelse og fornuft har i lige så lang tid, som vi kan dokumentere, været til debat og dialog. Disse er afhængige af om synsvinklen har været teologisk eller videnskabelig. Individet har dog altid været omdrejningspunktet i denne debat. Vi oplever en samfundsudvikling, der har bevæget sig væk fra fællesskabsfølelse med et fælles ansvar over til en individualisering. Samfundet påvirker vores tanker om fornuft og følelser. Nogle tanker og teorier tilpasser sig samfundets normer og værdier, mens andre stiller spørgsmålstegn ved den individuelle forståelse af følelse og fornuft.
Følelse versus fornuft Følelsen er troen, længslen og begæret – fokus ligger derfor på det individuelle plan. Fornuften er derimod det almen menneskelige og handler om oplysning, videnskab og rationalitet. Fokus ligger både på det individuelle plan og på fællesskabet I mange tusinde år har det været debatteret, hvad der påvirker vores handlinger og erkendelser. Svarene har været forskelligartede, afhængigt af om synsvinklen er religiøs eller videnskabelig inspireret. Tiden inddeler man jo i epoker – og disse epoker er bl.a. kendetegnet med deres syn på følelse og fornuft. Epokerne er ligeledes karakteriseret med hver deres udlægning fra filosoffer, guder og dialoger. Disse er med til at give os en forståelse for de forskellige opfattelser af følelse og fornuft – set i et historisk, religiøst og filosofisk perspektiv.
Fornuftens rationalisme Når fornuften er centrum for mennesket, vil mennesket også stilles overfor etiske spørgsmål som bl.a. omhandler muligheder og begrænsninger.
Hvis vi bevæger os tilbage i tiden og ser på den græske antik, så er det en tid der springer os i øjnene, som meget indflydelsesrig. Selv den dag i dag bliver der refereret og henvist til de gamle filosoffer. Et af disse filosoffers fokuspunkter var fornuften og hvorledes denne var den væsentligste kilde til erkendelse.
Sokrates elev Platon sagde bl.a. om fornuften: ” Når fornuften har nået sit mål, har den erkendt den sande virkelighed og blevet til visdom, og når de andre evner i sjælen underordner sig fornuften og virker efter dens vejledning, da opstår dens sande ordning og skønhed i sjælen; den bliver til kosmos…”Han filosoferede altså over, hvordan de tre dyder: visdom, tapperhed og besindighed skulle fungere og samarbejde. Hvis man ikke kan finde ud af at få dem til at fungere, så kan man ikke bruge fornuften på en vis måde – altså kan man heller ikke finde ud af at håndtere den sidste af dyderne, nemlig retfærdigheden.
Tanja tænker ….
Platon statuerer altså, at man skal bruge sin fornuft – for at ens sjæl endelig kan finde ro og blive til kosmos – først ved at få kardinaldyderne til at kontinuerligt samarbejde på en fornuftig og retfærdig måde kan sjælen nå sin fuldendelse og bestemmelse.
Menneskets natur er ”ondt” i følge Platon og derfor skal man ikke lade sin natur bestemme for sig i holdningsspørgsmål. Menneskets livsværdi hænger sammen med evnen til at bruge fornuften. Har Platon ret? Kan mennesket ikke være godt og i stedet skal bruge sin fornuft til ikke at være så dum, at gøre onde ting?
Jeg kunne forsætte i evindeligheder – men så burde jeg nok skrive en bog eller noget i stedet … Det jeg vil frem til er, at allerede i den græske antik var der fokus på fornuften og følelsen – og måske endda endnu tidligere end det ….. Menneskets opførsel og opfattelse er blevet studeret og endevendt i mange tusinde år, men endnu ikke den dag i dag kan vi give en endelig forklaring på, hvorfor nogle mennesker fx ikke kan finde ud af at bruge fornuften eller hvorfor følelserne får overtaget.
Tidligere var der mere fællesskabsfølelse end vi ser i dag – er det fordi vi er blevet så overfornuftige, at vores følelser ikke må deles med andre? Er det fordi vi egentlig ikke er så fornuftige, som vi render rundt og tror – og dermed ikke kan finde ud af, hvad der egentlig er fornuftigt?
Er der forskel på individets opfattelse af begreberne følelse og fornuft? Er der forskel på samfundets opfattelse af begreberne?
Skal følelse og fornuft forbindes? I alle tilfælde eller måske kun i nogen?
Er det egentlig muligt at sige, at vores fornuft er vores egen?? Eller er det en fornuft, som er bygget op af andres fornuft gennem opdragelsen??

2 kommentarer
Kommentar feed for denne artikel
12. juni 2009 at 05:32
wow gold
This is my first time comment at your blog.
Good recommended website.
19. september 2009 at 07:05
TanjaS
#1 – Thanks a lot :O)