Kom flyv med mig …. ind i tankernes verden …

Findes den frie vilje eller skæbnen …. eller noget midt imellem?

Hvis der findes en skæbne og alt er forudbestemt – hvorfor så tage beslutninger, burde de så ikke automatisk komme til en?

Og findes skæbnen … hvad har så forudbestemt vores rute på livets vej?

Hvis skæbnen nu engang smyger sig om vores livs eksistenser… er det så egentlig os selv der ændrer mening, hvis vi ændrer mening – eller var det bestemt, at vi skulle ændre mening?

Kan skæbnen ændres … kan vi påvirke vores egen skæbne?

Har vi en fri vilje, hvis skæbnen eksisterer?

Kan den fri vilje bruges til at ændre vores skæbne? Og dermed skabe et midt imellem skæbne og fri vilje stadie??

Og hvordan kan man være sikker på om man kan ændre skæbnen, uden at kende til fremtidens skæbne gang?

Er livet udsprunget af en magisk sublim skæbne for os hver især?

Er vores instinkter noget urgammelt, som giver os mulighed for at se ind i fremtiden og dermed ændre på skæbnens uransagelige måske ikke så fastlagte rute?

Findes der tegn … tegn der kan sætte gang i instinkterne og dermed påvirke vores vilje til at ændre på skæbnens greb om livet?

Er det muligt at opnå noget – og være glad for det, hvis det alligevel var planlagt … har man så rent faktisk ydet noget som helt for at opnå det man opnåede?

Hvor meget er livet værd, hvis vi ikke selv bestemmer over vores liv og rent faktisk kan nyde at vi kan påvirke omverdenen og vores eget sind?

Er der virkelig mening med galskaben? Eller er galskaben meningen i sig selv?

Hvor bringer skæbnens vej os hen uden den fri vilje … eller med den fri vilje??

Tænker du over følelsen versus fornuften

Det individuelle versus det almen menneskelige

 

Følelse og fornuft har i lige så lang tid, som vi kan dokumentere, været til debat og dialog. Disse er afhængige af om synsvinklen har været teologisk eller videnskabelig. Individet har dog altid været omdrejningspunktet i denne debat. Vi oplever en samfundsudvikling, der har bevæget sig væk fra fællesskabsfølelse med et fælles ansvar over til en individualisering. Samfundet påvirker vores tanker om fornuft og følelser. Nogle tanker og teorier tilpasser sig samfundets normer og værdier, mens andre stiller spørgsmålstegn ved den individuelle forståelse af følelse og fornuft.

 

 Følelse versus fornuft Følelsen er troen, længslen og begæret – fokus ligger derfor på det individuelle plan. Fornuften er derimod det almen menneskelige og handler om oplysning, videnskab og rationalitet. Fokus ligger både på det individuelle plan og på fællesskabet I mange tusinde år har det været debatteret, hvad der påvirker vores handlinger og erkendelser. Svarene har været forskelligartede, afhængigt af om synsvinklen er religiøs eller videnskabelig inspireret. Tiden inddeler man jo i epoker – og disse epoker er bl.a. kendetegnet med deres syn på følelse og fornuft. Epokerne er ligeledes karakteriseret med hver deres udlægning fra filosoffer, guder og dialoger. Disse er med til at give os en forståelse for de forskellige opfattelser af følelse og fornuft – set i et historisk, religiøst og filosofisk perspektiv.

 

Fornuftens rationalisme Når fornuften er centrum for mennesket, vil mennesket også stilles overfor etiske spørgsmål som bl.a. omhandler muligheder og begrænsninger.

Hvis vi bevæger os tilbage i tiden og ser på den græske antik, så er det en tid der springer os i øjnene, som meget indflydelsesrig. Selv den dag i dag bliver der refereret og henvist til de gamle filosoffer. Et af disse filosoffers fokuspunkter var fornuften og hvorledes denne var den væsentligste kilde til erkendelse.

 

Sokrates elev Platon sagde bl.a. om fornuften: ” Når fornuften har nået sit mål, har den erkendt den sande virkelighed og blevet til visdom, og når de andre evner i sjælen underordner sig fornuften og virker efter dens vejledning, da opstår dens sande ordning og skønhed i sjælen; den bliver til kosmos…”Han filosoferede altså over, hvordan de tre dyder: visdom, tapperhed og besindighed skulle fungere og samarbejde. Hvis man ikke kan finde ud af at få dem til at fungere, så kan man ikke bruge fornuften på en vis måde – altså kan man heller ikke finde ud af at håndtere den sidste af dyderne, nemlig retfærdigheden.

 

Tanja tænker ….

Platon statuerer altså, at man skal bruge sin fornuft – for at ens sjæl endelig kan finde ro og blive til kosmos – først ved at få kardinaldyderne til at kontinuerligt samarbejde på en fornuftig og retfærdig måde kan sjælen nå sin fuldendelse og bestemmelse.

Menneskets natur er ”ondt” i følge Platon og derfor skal man ikke lade sin natur bestemme for sig i holdningsspørgsmål. Menneskets livsværdi hænger sammen med evnen til at bruge fornuften. Har Platon ret? Kan mennesket ikke være godt og i stedet skal bruge sin fornuft til ikke at være så dum, at gøre onde ting?

 

Jeg kunne forsætte i evindeligheder – men så burde jeg nok skrive en bog eller noget i stedet … Det jeg vil frem til er, at allerede i den græske antik var der fokus på fornuften og følelsen – og måske endda endnu tidligere end det ….. Menneskets opførsel og opfattelse er blevet studeret og endevendt i mange tusinde år, men endnu ikke den dag i dag kan vi give en endelig forklaring på, hvorfor nogle mennesker fx ikke kan finde ud af at bruge fornuften eller hvorfor følelserne får overtaget.

Tidligere var der mere fællesskabsfølelse end vi ser i dag – er det fordi vi er blevet så overfornuftige, at vores følelser ikke må deles med andre? Er det fordi vi egentlig ikke er så fornuftige, som vi render rundt og tror – og dermed ikke kan finde ud af, hvad der egentlig er fornuftigt?

Er der forskel på individets opfattelse af begreberne følelse og fornuft? Er der forskel på samfundets opfattelse af begreberne?

Skal følelse og fornuft forbindes? I alle tilfælde eller måske kun i nogen?

Er det egentlig muligt at sige, at vores fornuft er vores egen?? Eller er det en fornuft, som er bygget op af andres fornuft gennem opdragelsen??

Mennesket er et dyr! Systemverdenen æder langsomt livsverdenen!

Vores samfund skulle gerne være bygget op på tolerance, accept og medfølelse for næsten – det er i vores livsverden, at vi finder den sociale og personlige verden. Det er her vi støder på den sociale verdens fælles normer og værdier og på den subjektive verdens medfølelser, oplevelser og livshistorie.

Vores livsverden er varme og nærhed. Det er hos familien, skolen, vennerne – her skabes der sociale relationer og solidaritet. Her finder man sit ståsted i samfundet og lærer at blive en del af et fællesskab og en gruppe.

Problemet er at vores systemverdenen langsomt gnaver sig ind på vores livsverden – det kontinuerlige flow mellem livsverden og de upersonlige sammenhænge med fornuft, effektivitet og forudsigelighed i systemverden bliver sat ud af spil.

Vores systemverden bliver styret af penge og magt – der handles instrumentalt for personlig vindings skyld, ikke for livsverdens fællesskab.

Det gælder om at finde en balancegang mellem de to verdener – hvis systemverden koloniserer livsverden, hvis fokus på dannelse og opdragelse forsvinder – så forsvinder fællesskabet!

Hvis fællesskabet forsvinder – så forsvinder menneskets mulighed for at udvikle sig til en fuldendt person. Som Habermas siger, så er mennesket et dyr, som er indlejret i offentlige netværk af sociale forbindelser og kan udvikle sig til en ’person’.

Men som sagt, hvis fællesskabet forsvinder – så forsvinder de sociale forbindelser også …. og vil folk så ende som narcissistiske individer uden medfølelse for andre end dem selv?

Er det ikke lidt den vej vi er på vej ud af??? Og hvis – skal vi så ikke stoppe det???

Skrevet 22/3 – 2008 på den gamle ebblog