Det flydende samfunds reality show…

Vores samfund er overfyldt med muligheder, idéer og tanker – baseret på fortidens holdninger, rekonstrueret gennem tidernes uendelige foranderlighed. Samfundet ændrer sig i sammenhold med tiden der går, i sammenhold med menneskerne der lever og agerer i forhold til sig selv og andre.

Samfundet er fyldt med løse rammer og ingen struktur – individualisering og egocentri er blevet en stor del af vores alles hverdag … for 40 år siden var der tale om, at det offentlige koloniserede med det private liv … Nu er det nærmere det private der koloniserer med det offentlige. I fjernsynet overdynges vi med reality shows, som kommer meget tæt på det private hos enkeltpersoner – deres problemer, meninger, opførsel, sexliv, private synspunkter og meget andet kommer til offentlig skue – det der sker, kan aldrig blive vores andres oplevelser eller problemer, men vi kan – hvis vi vil – forsøge, at sætte os i det … eller vi kan sætte os ned med en skål popcorn, eller skårede gulerødder foran kukkassen og drage vores helt egne konklusioner og holdninger ud fra disse enkelt individers opførsel i reality shows i fjernsynet.

Hvad er det der gør, at nogle personer har en trang til at være med i shows, hvor de bliver udstillet – hvor de i fremtiden ikke kan ryste ’det kendte ansigt’ af sig, hvis de ikke længere vil kendes som bimbo’en fra ’Paradise Hotel’, eller det overstadsede selvfokuserede mandlige individ fra ’Singleliv’?

Samfundet har ændret struktur – det er ikke længere disciplinært og trygt, mulighederne er mangfoldige – og derfor kan samfundet jf. Anders Fogh Jensen klassificeres som et projektsamfund … et samfund, hvor vi skal kæmpe for at blive set – for at være unik og springe ud fra flokken, for at være den der bliver opdaget … Måske er det svaret på hvorfor der er så mange, der udstiller sig selv i reality shows – fordi de gerne vil ses, og hvordan de ses er egentlig ikke det relevante.

I et utrygt samfund som det projektære er et ja blevet til et måske, og et måske til et nej og et nej til et aldrig nogensinde… Tendensen er, at de fleste ynder at have flere projekter åbne på en og samme tid – der bliver sagt ja til flere aftaler på samme tid, for i sidste øjeblik at bestemme sig for hvilket et projekt, hvilken aftale der er den mest interessante på det nuværende tidspunkt. Det er muligt i teknologiens verden … ja, endda op til sidste minut er det muligt at aflyse, rykke eller aftale nye projekter.

Hvornår kan vi så være sikre på, at en aftale eller et projekt vi selv har sagt ja til bliver til noget? Kan vi overhovedet stole på os selv, hvis vi kan finde på at lave flere aftaler på samme tid? Og kan vi stole på andre? Er det derfor, at nogen føler sig tiltrukket til muligheden for at vise sig selv for alle – fordi der er mulighed for nye projekter der ude, og når man ikke ved hvem man kan stole på – så kan man lige så godt udstille sig selv, for at blive opdaget af nogen man måske kan stole på?

Når samfundet bliver flydende … hvordan sikrer vi os så, at alt ikke skilles ad – hvordan holder vi sammen på ting?

Tør DU tale om racespørgsmålet??

Nu kunne jeg godt tænke mig at simre lidt om ordet race – og hvordan det opfattes, samt hvordan vi som mennesker forholder os til race!

Selve ordet race betyder jo som bekendt en gruppe af individer inden for en art som har fællestræk der er forskellige fra andre grupper af individer overfor arten.

Synes lige at vi skal slå fast, hvad en art så er i forbindelse med det her indlæg. En art er så en gruppe af individer som kan få fertilt afkom med hinanden, men altså ikke med individer tilhørende en anden art. 

Nutidsmennesket a la homo sapiens er den eneste nulevende menneskeart på jorden – denne art er så delt i grupper, som vi igen kalder racer for at have et ord at sætte på det – den store raceforskel mellem menneskearten er pigmentet! Og faktisk, så er det ikke engang pigmentet der er forskellen, det er den måde pigmentet vælger at vise sig på der er forskellen.

Ser I, vi mennesker er nemlig så smart indrettet – at vores fælles pigment tager hensyn til, hvor vi er bosatte og derfor er vi fx så blege her i Norden – vores knogler har brug for at suge Solens stråler til sig og derfor er vores hud lys, så vi kan suge d-vitaminer til os når det er muligt, hvilket det jo ikke lige så ofte er, som det fx er i Afrika – hvor pigmentet viser sig i form af at beskytte individet mod Solens stråler … fordi strålerne jo ikke kun kommer til os i form af venlige d-stråler!

Alligevel – så er det lykkedes menneskets ellers ret så smarte hjerne at overbevise en del mennesker i tidernes morgen om, at denne forskel i pigmentets fremkommelighed i vores hud var en så stor forskel, så vi da ikke kan være af den samme race … det er jo så noget vrøvl! Fordi, som vi lige har fået konstateret – så er vi faktisk det … pigmentets fremkommelighed er ikke en forskel men faktisk et menneskeligt gen, som beviser vores arts overlevelsesmuligheder i både kolde og varme egne!

Nå – men denne form for racisme er heldigvis ikke så udbredt mere … MEN racespørgsmålet er nu stadig en uløst problemstilling, bare i andre former end den med pigmentet.

Vi skal ikke leve adskilt efter hudfarvens pigmentering, men bo efter valg – Alligevel ses det mange steder, at folk med samme farvepigmentering bor sammen og holder sammen …. Hvorfor??

Fordi racespørgsmålet som nævnt stadig er en uløst problemstilling bare med andre grumme ansigter …. den viser sig i form af at mange af de forskelligfarvede pigmenter på en eller anden måde stadig spiller ind, fordi fx i Europa har racespørgsmålet fået ”Renæssance – nu i skikkelse af muslimen, visuelt repræsenteret ved tørklædet” – dette siger David Eng, mens han understreger at det her er nødvendigt at tale om race, selvom det ikke er politisk korrekt … Og jeg er enig med ham… 

Jeg mener desuden, at der skal tales om, hvorfor der er ”sorte kvarterer” i USA, og hvorfor der stadig er hvide minoriteter der blander sig i Afrikas politik på en meget ukorrekt måde…

Vi skal have gjort op med pigmenteringens klamme greb … alle er lige uanset hvordan deres hudpigment har hjulpet dem til at slippe for at blive skadet af Solens stråler….

Artiklen er ældre af dato, men for mere info: http://www.information.dk/158570

Tænker du over følelsen versus fornuften

Det individuelle versus det almen menneskelige

 

Følelse og fornuft har i lige så lang tid, som vi kan dokumentere, været til debat og dialog. Disse er afhængige af om synsvinklen har været teologisk eller videnskabelig. Individet har dog altid været omdrejningspunktet i denne debat. Vi oplever en samfundsudvikling, der har bevæget sig væk fra fællesskabsfølelse med et fælles ansvar over til en individualisering. Samfundet påvirker vores tanker om fornuft og følelser. Nogle tanker og teorier tilpasser sig samfundets normer og værdier, mens andre stiller spørgsmålstegn ved den individuelle forståelse af følelse og fornuft.

 

 Følelse versus fornuft Følelsen er troen, længslen og begæret – fokus ligger derfor på det individuelle plan. Fornuften er derimod det almen menneskelige og handler om oplysning, videnskab og rationalitet. Fokus ligger både på det individuelle plan og på fællesskabet I mange tusinde år har det været debatteret, hvad der påvirker vores handlinger og erkendelser. Svarene har været forskelligartede, afhængigt af om synsvinklen er religiøs eller videnskabelig inspireret. Tiden inddeler man jo i epoker – og disse epoker er bl.a. kendetegnet med deres syn på følelse og fornuft. Epokerne er ligeledes karakteriseret med hver deres udlægning fra filosoffer, guder og dialoger. Disse er med til at give os en forståelse for de forskellige opfattelser af følelse og fornuft – set i et historisk, religiøst og filosofisk perspektiv.

 

Fornuftens rationalisme Når fornuften er centrum for mennesket, vil mennesket også stilles overfor etiske spørgsmål som bl.a. omhandler muligheder og begrænsninger.

Hvis vi bevæger os tilbage i tiden og ser på den græske antik, så er det en tid der springer os i øjnene, som meget indflydelsesrig. Selv den dag i dag bliver der refereret og henvist til de gamle filosoffer. Et af disse filosoffers fokuspunkter var fornuften og hvorledes denne var den væsentligste kilde til erkendelse.

 

Sokrates elev Platon sagde bl.a. om fornuften: ” Når fornuften har nået sit mål, har den erkendt den sande virkelighed og blevet til visdom, og når de andre evner i sjælen underordner sig fornuften og virker efter dens vejledning, da opstår dens sande ordning og skønhed i sjælen; den bliver til kosmos…”Han filosoferede altså over, hvordan de tre dyder: visdom, tapperhed og besindighed skulle fungere og samarbejde. Hvis man ikke kan finde ud af at få dem til at fungere, så kan man ikke bruge fornuften på en vis måde – altså kan man heller ikke finde ud af at håndtere den sidste af dyderne, nemlig retfærdigheden.

 

Tanja tænker ….

Platon statuerer altså, at man skal bruge sin fornuft – for at ens sjæl endelig kan finde ro og blive til kosmos – først ved at få kardinaldyderne til at kontinuerligt samarbejde på en fornuftig og retfærdig måde kan sjælen nå sin fuldendelse og bestemmelse.

Menneskets natur er ”ondt” i følge Platon og derfor skal man ikke lade sin natur bestemme for sig i holdningsspørgsmål. Menneskets livsværdi hænger sammen med evnen til at bruge fornuften. Har Platon ret? Kan mennesket ikke være godt og i stedet skal bruge sin fornuft til ikke at være så dum, at gøre onde ting?

 

Jeg kunne forsætte i evindeligheder – men så burde jeg nok skrive en bog eller noget i stedet … Det jeg vil frem til er, at allerede i den græske antik var der fokus på fornuften og følelsen – og måske endda endnu tidligere end det ….. Menneskets opførsel og opfattelse er blevet studeret og endevendt i mange tusinde år, men endnu ikke den dag i dag kan vi give en endelig forklaring på, hvorfor nogle mennesker fx ikke kan finde ud af at bruge fornuften eller hvorfor følelserne får overtaget.

Tidligere var der mere fællesskabsfølelse end vi ser i dag – er det fordi vi er blevet så overfornuftige, at vores følelser ikke må deles med andre? Er det fordi vi egentlig ikke er så fornuftige, som vi render rundt og tror – og dermed ikke kan finde ud af, hvad der egentlig er fornuftigt?

Er der forskel på individets opfattelse af begreberne følelse og fornuft? Er der forskel på samfundets opfattelse af begreberne?

Skal følelse og fornuft forbindes? I alle tilfælde eller måske kun i nogen?

Er det egentlig muligt at sige, at vores fornuft er vores egen?? Eller er det en fornuft, som er bygget op af andres fornuft gennem opdragelsen??

Fanatiske kristne!

“En tegning af Satan, der placerer en lort i hovedet på Jesus, har resulteret i mordtrusler mod en svensk chefredaktør, som har bragt den kontroversielle tegning” ……

Er de kristne fanatiske bedre end de muslimske?

“Fra punkplakat til dødsplakat - I virkeligheden skulle den omstridte Jesus-tegning have fungeret som en plakat til en punkfestival under parolen ‘Punx against Christ’, men Linköpings Kommune fandt plakaten for kontroversiel og ville derfor ikke at hænge den op på kommunens bygning. Den beslutning mindede chefredaktøren om censur, hvorfor Östgöta Correspondenten bragte både billedet og en tilhørende artikel. Efterfølgende begyndte debatten at køre på nettet, og da en vred læser offentliggjorde navn, adresse og foto på Ola Sigvardsson begyndte dødstruslerne også.”

Jeg væmmes over fanatisme … men jeg synes nu det er en mærkelig plakat .. også selv til det formål den oprindeligt var tegnet til …

Læs mere her:http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article983053.ece

Håbet lever!

Som en protestantisk præst engang sagde –

Da de kom efter jøderne, gjorde jeg intet – jeg var ikke som dem

Da de kom efter de farvede, gjorde jeg intet – jeg var ikke som dem

Da de kom efter sigøjnerne, gjorde jeg intet – jeg var ikke som dem

…… Osv. ……

Da de kom efter mig, kom der ingen og hjalp – for der var ikke flere tilbage

Det her fik mig til at tænke … Vi har jo været inde på det der med normaliteten i dag (eller rettere på den gamle blog)… og vi har rundet folket som forestilling i tidligere indlæg – vi har snakket om fordomme, frygten for det fremmede og meningerne om, hvornår man stopper med at være indvandrer….

Nu vil jeg godt snakke lidt om mennesket og menneskets forskellige holdninger …

De personer, som render rundt med et gevær i hånden eller en håndgranat i lommen og skyder og kaster på andre folk … og samtidig tror på, at alle mennesker stammer fra Adam og Eva – er de ikke i gang med at udrydde deres søskende?

Eller dem som mener, at alle mennesker stammer fra homo sapiens og dermed den samme art… er de ikke deres egen arts værste fjende?

Er mennesket sin egen værste fjende? Eller er mennesker bare hinanden og verdens værste fjender?

Hver dag hører man om forfærdelige ting som mord, krig, voldtægt, selvmord, sult, nødråb, nynazisme, bander, vold, terror, våben, bomber, racister, løgn, pistoler, knive, etniske udryddelser, fundamentalister, bedrag, pædofile, skudepisoder, kidnapning, massegrave, krige, diskrimination, hunger, fjender, incest, fangelejre, gidselstagning, brutalitet, sexmisbrug, grusomheder, egoisme, landminer, psykopater, had, dumpning, ubarmhjertighed, grådighed, magtsyge, forurening, hævn, ondskab, frygt, ødelæggelse, svigt, urene, udslettelser, atombomber, krybskytter, drab, fanatisme og jeg kunne desværre blive ved.

 

Folk farer op lige når de hører om det og brokker sig og siger, at nu må vi sgu’ til at tage os sammen … 5 min. efter har man ”glemt” det man lige har jamret over …. det sker dag efter dag.

Er der for meget der skal rummes? Lukker folk øjne, ører og mund efter de 5 min., fordi de ikke ved hvad de skal gøre … eller gør de det fordi de er ligeglade og nu har de fået deres galde lukket ud, så behøver man ikke tænke mere over det?

De ”gamle” styrer alt og har svært ved at lytte til de yngre generationer – Hvorfor? Er det ikke de yngre generationer, som skal leve i denne verden efter at I har ødelagt den?

Hvad er meningen med moralen, at hvis man slår ét menneske ihjel, så er man morder, men dræber man flere tusinde, så er man folkehelt?

Hvorfor kan folk ikke bare acceptere hinanden, som vi er; hvide, sorte, gule, røde, kristne, muslimer, ateister, baptister, blinde, ensomme, høje, lave, fjollede og bare os selv?

”Last night I had the strangest dream

I’d ever dreamed before –

I dreamed the world had all agreed

To put an end to war

I dreamed I saw a migthy room,

The room was full of men,

And the paper they were signing said

They’d never fight again!

And when the paper was signed,

And a million copies made,

They all joined hands and bowed their heads

And grateful prayers were prayed

And the people in the streets below

Were dancing round and round,

While swords and guns and uniforms

Were scattered on the ground”

Af Ed McCurdy

Smuk tekst han har skrevet … jeg håber hans drøm bliver virkelighed!

Kom flyv med mig …. ind i tankernes verden …

Findes den frie vilje eller skæbnen …. eller noget midt imellem?

Hvis der findes en skæbne og alt er forudbestemt – hvorfor så tage beslutninger, burde de så ikke automatisk komme til en?

Og findes skæbnen … hvad har så forudbestemt vores rute på livets vej?

Hvis skæbnen nu engang smyger sig om vores livs eksistenser… er det så egentlig os selv der ændrer mening, hvis vi ændrer mening – eller var det bestemt, at vi skulle ændre mening?

Kan skæbnen ændres … kan vi påvirke vores egen skæbne?

Har vi en fri vilje, hvis skæbnen eksisterer?

Kan den fri vilje bruges til at ændre vores skæbne? Og dermed skabe et midt imellem skæbne og fri vilje stadie??

Og hvordan kan man være sikker på om man kan ændre skæbnen, uden at kende til fremtidens skæbne gang?

Er livet udsprunget af en magisk sublim skæbne for os hver især?

Er vores instinkter noget urgammelt, som giver os mulighed for at se ind i fremtiden og dermed ændre på skæbnens uransagelige måske ikke så fastlagte rute?

Findes der tegn … tegn der kan sætte gang i instinkterne og dermed påvirke vores vilje til at ændre på skæbnens greb om livet?

Er det muligt at opnå noget – og være glad for det, hvis det alligevel var planlagt … har man så rent faktisk ydet noget som helt for at opnå det man opnåede?

Hvor meget er livet værd, hvis vi ikke selv bestemmer over vores liv og rent faktisk kan nyde at vi kan påvirke omverdenen og vores eget sind?

Er der virkelig mening med galskaben? Eller er galskaben meningen i sig selv?

Hvor bringer skæbnens vej os hen uden den fri vilje … eller med den fri vilje??

Mennesket er et dyr! Systemverdenen æder langsomt livsverdenen!

Vores samfund skulle gerne være bygget op på tolerance, accept og medfølelse for næsten – det er i vores livsverden, at vi finder den sociale og personlige verden. Det er her vi støder på den sociale verdens fælles normer og værdier og på den subjektive verdens medfølelser, oplevelser og livshistorie.

Vores livsverden er varme og nærhed. Det er hos familien, skolen, vennerne – her skabes der sociale relationer og solidaritet. Her finder man sit ståsted i samfundet og lærer at blive en del af et fællesskab og en gruppe.

Problemet er at vores systemverdenen langsomt gnaver sig ind på vores livsverden – det kontinuerlige flow mellem livsverden og de upersonlige sammenhænge med fornuft, effektivitet og forudsigelighed i systemverden bliver sat ud af spil.

Vores systemverden bliver styret af penge og magt – der handles instrumentalt for personlig vindings skyld, ikke for livsverdens fællesskab.

Det gælder om at finde en balancegang mellem de to verdener – hvis systemverden koloniserer livsverden, hvis fokus på dannelse og opdragelse forsvinder – så forsvinder fællesskabet!

Hvis fællesskabet forsvinder – så forsvinder menneskets mulighed for at udvikle sig til en fuldendt person. Som Habermas siger, så er mennesket et dyr, som er indlejret i offentlige netværk af sociale forbindelser og kan udvikle sig til en ’person’.

Men som sagt, hvis fællesskabet forsvinder – så forsvinder de sociale forbindelser også …. og vil folk så ende som narcissistiske individer uden medfølelse for andre end dem selv?

Er det ikke lidt den vej vi er på vej ud af??? Og hvis – skal vi så ikke stoppe det???

Skrevet 22/3 – 2008 på den gamle ebblog

Normalitet min bare…..!! FRI MIG!

Hvad er normalen??

Normal = Som ikke afviger fra gennesmittet ~ almindelig!

Hvem er det så lige, der bestemmer hvad normalen er? Og skal der være en normal?

Hvis noget afviger fra normalen, skal det så normaliseres og føres tilbage til normal tilstand? Hvor tager normalen udgangspunkt … ændrer den sig? Det må den da gøre.. ellers så skal vi vel alle sammen føres tilbage til huleboertiden… Måske det var normalen?

Eller er det normalen ikke at være normal? Måske er det normalen, at ingen ligner hinanden .. selvom øjet nogen gange snyder…?

Hvorfor er det, at der er nogen, som kan blive irriteret over at andre ikke er som dem selv …hvordan kan man sikre sig, at man er en person af normalen? Skal man have en normalitet i form af en vis adfærd og tøjstil før man tilhører normalen? Skal man hedde Allan eller Egocentria for at tilføre normalen?

Hvis normalen er normalitet, som hele tiden skal normaliseres!

………… så lad mig være unormal!

Ikke to iskrystaller er ens …. så, hvorfor skulle vi som mennesker være det??

Er Folkekirken egentlig folkelig?

Bør stat og kirke overhovedet høre sammen på nogen måde?

“Fordi samfundet i højere og højere grad heterogeniseres, mener jeg, at vi for at undgå en stigende polarisering i samfundet ultimativt bør adskille stat og kirke i Danmark. ” skriver studerende Christian på RUC … og jeg enig med ham – vores samfund heterogeniseres og da Danmark ikke er 100 % kristent og religion og politik generelt bør være adskilt, så er det måske også på tide, at kirken bliver adskilt fra skatten og dermed staten.

Og nu vi snakker folkeligt .. hvad er så folk?

“Folket er en forestilling. Endda en særdeles virksom forestilling. Men ikke desto mindre bare en forestilling. Jamen, eksisterer der da ikke et dansk folk i virkeligheden? Jo, som en forestilling der er forankret i materielle komponenter. Skal en forestilling virke gennem længere tid, må den nemlig forankres. Hvis troen på Kristus ikke var blevet forankret i Bibelen som tekst og kirken som institution, var kristendommen sikkert ikke blevet en faktor af verdenshistorisk betydning. Det samme gælder forestillingen om folket. Var den ikke blevet forankret, var den forblevet uden større historisk virkning. Forbindelsen går dog ikke kun fra mentale forestillinger til materielle komponenter. De materielle, sociale og synlige komponenter – det virkelige sociale system – er på afgørende vis med til at bestemme vores forestillinge rog i videre forstand det kulturelle verdensbillede” skriver Ove Korsgaard i sin bog “Kampen om Folket” fra 2004

Og han fortsætter “Forestillingen om et dansk folk har mange materielle bestanddele, blandt andet en lang række institutioner, hvoraf nogle i dag ligefrem begynder med ordet folk, såsom folketing, folkekirke, folkeskolen, folkehøjskole, folkebibliotek m.v. Den vigtigste materielle komponent er dog Danmark som politisk-territorial enhed. Levede man for 2000 år siden på det territorium, som vi i dag kalder Danmark, ville man ikke have fået den tanke at bo i en dansk stat og tilhøre et dansk folk. Danmark som politik-territorial enhed har en historie, som rækker godt 1000 år tilbage i tiden, om end ikke i lige og ubrudt linje. Det giver således ikke mening at tale om en dansk stat – men nok om et dansk kongedømme – før det moderne statsbegrebs fødsel for omkring 500 år siden.” – Hans bog og afhandling forsøger at besvare, hvornår det giver mening at tale om et dansk folk og hvornår forestillingen blev forankret … Det er faktisk en ret så interessant bog.

Da Danmark jo heterogeniseres bliver vores politiske-territoriale territorium bosat af mange forskellige “forestillinger af folk” … Spørgsmålet er så om Folkekirken så egentlig er folkelig, da folk jo er en forestilling og folk ikke tror på det sammE?

Læs mere her: http://www.information.dk/155298

Hvorfor få ondt i rumpen?

Hvorfor få ondt i rumpen, over at andre ikke er af samme holdning som en selv?

Synes der har været mange indlæg på det sidste … som på den ene eller anden måde..måske mellem linjerne tydeliggør, at enten så er ebbloggerne totalt facistiske eller totalt autonome :-S HVAD ER DEN DOG AF?

Hvad er det lige der tricker folk så meget, at de ikke kan acceptere at andre er af anden holdning eller religion for den sags skyld end dem selv?

Jeg tillader lige, at citere mig selv fra et tidligere indlæg i dag i Agrons blog http://www.ebblog.dk/2328/perma/38473/

“Jeg kan ikke lade være med at tænke … at når der bare her på EBBloggen findes så mange forskellige holdninger til, hvordan verden bør se ud … hvordan kan nogen så tro, at alle mennesker i hele verden skulle kunne enes om hvordan vi skal være?

OG spørgsmålet er så også … skal vi virkelig være fuldkommen enige?
Er det ikke tilladt at have sine egne meninger, egne holdninger, egen tro eller ikke-tro, egen personlighed og individualitet?

Er det egentlig ikke såre simpelt – at det vi faktisk burde enes om er:
At lade alle have sin egen holdning, mening, tro eller ikke-tro, personlighed og individualitet og ikke gøre sig til herre over andre .. Ligesom vi vel bør enes om, at ingen skal svine andre til eller slå dem ihjel for sjov skyld eller for en religion eller ikke-religions skyld?
Men det er ikke op til mig, at fortælle andre at de bør være enige med mig i, at alle bare skal have lov til at være sig selv, sålænge de ikke gør andre fysisk eller psykisk fortræd… Det vil jeg lige præcis lade op til den enkelte at vælge!”

Hvis man giver verbale tæsk til en bestemmerrøv … er man så ikke selv en bestemmerrøv, siden man nu “verbalt bestemmer”, at bestemmerøve ikke må bestemme?

Hmmm … filosofi er et evigt møllehjul… Round and round it goes…..

Skrevet 5/2 – 2008 på http://www.ebblog.dk/4546/perma/38545/